top of page

Fortæl din livshistorie

Er du fyldt 65 år og har du lyst til at være i et fællesskab, hvor du skriver og fortæller om din livshistorie? Så er der godt nyt! Sidste sæson blev en så stor succes, at deltagerne valgte at køre livshistoriemøderne videre i eget regi. Nu kan flere ældre få chancen. ”Jeg har glædet mig hver eneste gang til at møde de andre og sat alt muligt andet til side for at være med. Det har været lidt af ugens højdepunkt,” fortæller Kaj Anker Jensen, der deltog sidste sæson.

For Inger Eriksen var det som at få noget af sit gamle liv tilbage, som hun havde glemt: ”Jeg kunne vitterligt intet huske fra min barndom og tidligere liv, det lå dybt begravet. Men så kom erindringerne nedslag for nedslag og åbnede sig gradvist – og blev lyslevende som om det skete lige nu.”Der er blevet skabt sammenhold og fællesskab gennem at dele historier fra livet. Deltagerne har åbnet op for deres erindringer og glæde ved at fortælle og lytte til andres historier.

Aktiviteten er et samarbejde mellem Partnerskabet i Urbanplanen, Københavns Kommune og Roberta Montanari fra Bio-Salon, der faciliterer historierne. Tilbuddet er gratis for alle københavnere +65 år, og kører hver uge fra den 28. august og frem til jul, ferier undtaget. Fra januar 2020 er planen, at ’Byd din nabo på en historie’ bliver en frivillig aktivitet, som deltagerne selv kan overtage. Roberta vil derfor uddanne tovholdere, der kan varetage undervisningen.

Du behøver ikke at kunne skrive perfekt

Roberta Montanari, som er journalist og underviser fortæller hvordan man nemt kommer i gang med at skrive om perlerækker af oplevelser i sit liv, selvom man ikke har erfaring med at skrive. For alle kan være med uanset forudsætninger, også selvom ens dansk ikke er perfekt, forsikrer hun. Ingen skal læse det, man skriver, og man deler kun det, man har lyst til.

Herunder er en smagsprøve fra en deltagers tekst:

Min far, af Hanne Vestergaard:

”Som lille pige kunne jeg lide at være i nærheden af min far. Hans skrivebord var meget bredt og dybt og med skabe i siderne. Skabene kunne åbnes fra begge sider, og ofte sad jeg under skrivebordet, mens min far arbejdede. Det var en stor tryghed for mig at sidde dér – tæt på min far. Når han som præst var på husbesøg i sognet, fik jeg som noget helt naturligt ofte lov til at komme med. Det skete også, når han var på husbesøg i forbindelse med dødsfald. Den døde lå i ”den pæne stue”, hvor der var slukket for varmen. Jeg husker det ikke som skræmmende at se et dødt menneske.” Tid og sted:

Det foregår i Dyvekevængets Beboerhus, Urmagerstien 28, i Urbanplanen hver onsdag kl. 10-12. Tilbuddet er ganske gratis og hver gang er der kaffe og kage til deltagerne. Kom uanmeldt eller kontakt Roberta Montanari på 30 35 72 79 eller roberta@biosalon.dk. Tag gerne din nabo med!

bottom of page