top of page

Snart klar til Lykkebazaren

Lykkebazaren. Måske læser du her ordet Lykkebazaren første gang, men det bliver et ord, som du som beboer i Urbanplanen skal til at vænne dig til. 5. april slår Lykkebazaren nemlig dørene op ved et stort udendørs arrangement på Urmagerstien 26, hvor rapperen og ordsnedkeren Per Vers kommer og optræder, teknik og miljø-borgmester Line Barfoed holder tale, og der er en foodtruck med mad samt en kaffevogn med drikke til de fremmødte.


Lykkebazaren er nemlig det nye navn til den nye nærgenbrugsstation, der også skal være et samlingspunkt for alle, som har blot den mindste smule interesse for genbrug - både for Urbanplanens beboere, men absolut også for alle, som er udenfor. I Lykkebazaren vil du kunne finde byttefaciliteter samt en bred vifte af aktiviteter med fokus på upcycling, reparationer og genbrug.


- Vi vil meget gerne gøre det et samlingssted for alle, som tænker bæredygtigt, når det gælder genbrug. En del af vores vision er, at vi skal kunne give gamle ting nyt liv. Blandt andet skal vi samarbejde med Repair Cafe Danmark om at reducere affald, ændre forbrugsmønstre og skabe viden om og lyst til grøn omstilling, siger Simon Christopher Hansen, som er projektleder på Lykkebazaren for Amagerplanen, og på billedet ses gøre de sidste detaljer klar inden åbningen.



Alt lavet fra bunden

Efter tegninger fra arkitektfirmaet Orca har en række håndværkere arbejdet målrettet med at skabe Lykkebazaren - og det er naturligvis gjort med nye natur- og miljøvenlige byggemetoder og -produkter både ude og inde. Gennem de seneste måneder har håndværkere fra virksomheden 'Egenvinding og datter' brugt kræfter på at restaurere lokalet og gøre facaden flot og indbydende, så lokalet er klar til åbningen 5. april. En af dem er Nina Uldberg Poulsen.



- Det har været en rigtig god opgave. Det er sjovt, at vi har skullet arbejde næsten udelukkende med genbrugsmaterialer. For eksempel er den store reol, som deler hele lokalet op lavet udelukkende på genbrugstræ, og det er gulvet også. Det giver også nogle udfordringer, får når først træet har slået sig, så bliver det en smule skævt. Men sådan er det bare. Det giver mening at genbruge materialerne, for de er sådan set rigtig fine, og de kan leve i mange år endnu, siger Nina Uldberg Poulsen (på billedet), der som maler og tømrer har haft sin daglige gang på Urmagerstien de seneste måneder.


Det mest markante element i det mellemstore lokale i Lykkebazaren er det store, selvbyggede reolsystem, som deler rummet op og samtidigt har masser af plads til de genbrugsting, som skal udstilles og repareres. Alle besøgende har mulighed for at bidrage med elektronik, tøj, og alt mellem himmel og jord, som måske ikke længere virkers godt, som det har gjort, men som alligevel kan leve videre mange år endnu med hjælp fra en kærlig hånd. For man kan også tage ting med hjem.


- Vi håber, at det bliver et lokale med masser af liv, fordi folk også kommer forbi og får en kop kaffe. Og så kommer der til at være workshops, og der er også en del samarbejdspartnere, som er interesserede i et samarbejde. Vi har meget store forhåbninger til Lykkebazaren, og vi synes selv, at det er et megafedt projekt, som måske kan være starten på en helt ny måde at lave genbrug på i Danmark, siger Simon Christopher Hansen.


Der er åbningsfest den 5. april ved Urmagerstien 26 - lige ved Solvang kirke og Dyvekeskolen.

Har ses nogle af de hjemmelavede møbler, som skal bruges i Lykkebazaren.


bottom of page