Hvad er problemet egentlig?

13 Dec 2018

 

Der er sagt og skrevet meget om de unge i Urbanplanen. Nogle beboere føler sig utrygge ved de unge, som opholder sig udendørs i grupper. De unge er frustrerede over, at de ikke har andre steder at mødes. Opslagstavlen har sat en af de unge og en utryg beboer stævne for at finde ud af, hvad problemet egentlig er. Opslagstavlens skribent, Karin, mødtes en dag med en 19-årig beboer og 63-årige Mikala, som er aktiv i Tryghedsplatformen – en gruppe beboere, som arbejder for større tryghed i Urbanplanen.
 

“Stien” er under reparation på grund af skybrudssikring og renovering af parken, så mødestedet for de unge er i en periode flyttet til andre områder af Urbanplanen. De unge ved godt, som vores unge beboer siger, at der ofte tales om utryghed fra beboerne i Urbanplanen og Hørgården, når der skal udfyldes spørgeskemaer om dette spørgsmål. Og at svarene fra beboerne ofte er, “at det er grupper af unge som man skal passere igennem”, som skaber utrygheden og får nogle beboere til at søge andre veje at gå.
 

De unge samles i grupper om eftermiddagen og aftenen og hygger sig sammen, som Anas siger, men den adfærd, som unge har, når de hænger ud sammen i det offentlige rum kan medvirke til at skabe utryghed, mener Mikala. “For hvem er de? Vil de gøre mig noget, når jeg passerer forbi?“
 

Den unge mand siger: “Jamen vi gør jo ikke nogen ondt. Vi er optaget af os selv og det, vi taler om. Men naturligvis kan det store antal af os samlet på et sted godt virke lidt overvældende og måske utrygt på dem, som passerer forbi. Men vi ser dem ofte slet ikke og ønsker i hvert fald ikke bevidst at skabe utryghed hos nogen”.

 

Han fortsætter: “Vi mangler et sted at være. Og hvis der var steder, hvor unge over 18 år kunne være sammen, så ville man ikke opleve at de unge opholdt sig på gaden”.

 

Utrygheden rammer dog ikke kun de øvrige beboere. Også de unge oplever at blive ramt af utryghed. Det gør de fx, når beboere går forbi uden at kigge dem i øjnene eller uden at smile. Så kan de unge blive bekymrede for, om beboerne ringer til politi eller andre myndigheder i situationer hvor de unge ikke gør noget, der er forkert. Nogle unge har nemlig tidligere oplevet at blive chikaneret og tilbageholdt af politiet uden grund.
 

Opslagstavlens udsendte spørger ind til, hvorfor de unge ikke i stedet søger ind i sportsklubber, som der er mange af, og som ligger tæt på, her på Amager – fx Sundby Idrætsklub på Englandsvej eller Amagerhallen på Løjtegårdsvej.
 

Den unge beboer svarer: “Når vi fra vi var små har været vant til, at pengene ikke var mange, og der ikke var råd til sportsaktiviteter og udstyr, så har vi vænnet os til at samles om forskellige lege ude i Remiseparken. Og når vi så bliver ældre, så fortsætter vi med at samles der, når vi kommer hjem fra skole eller arbejde”. 

 

“Men vi skal nok blive bedre til at udvise hensyn, dæmpe os og være mindre aktive i vores bevægelser, når folk passerer os. Men det skal så også siges, at vi også har oplevet, at nogen så alligevel udtrykker utryghed, fordi vi pludselig bliver så stille. Så det er en balancegang, vi skal finde, så at vi alle kan være her – for ingen skal føle sig utrygge. Vi føler det faktisk også krænkende for os, når vi hører, at nogen er bange for os. For vi gør ikke nogen ondt.”

 

Han siger til Mikala, at hun og andre beboere blot skal sige til, hvis hun får brug for hjælp til noget praktisk. “Vi hjælper gerne, hvis nogle beboere fx har brug for at flytte et møbel. Vi er jo naboer og vi vil til hver en tid gerne hjælpe”. Mikala svarer, at det lyder fint, og at der jo også er den gode ordning med, at nogle unge, for en rimelig lommepengebetaling, kommer hjem i folks haver og hjælper med hækkeklipning og lignende ting.
 

Opslagstavlens udsendte og Mikala taler om, at problemerne med de unge i større grupper har været slemme førhen – og der stadig er problemer indimellem. Men at det må sandes, at det nok ligger nogle årtier tilbage, at det var rigtigt slemt. Det er måske især erindringen om ”dengang”, som delvis er med til at skabe indtrykket af utryghed nu.
 

Enden på samtalen blev, at vi alle tre var enige om, at det dels handler om “at mane spøgelser i jorden”, og at vi alle skal blive bedre til at kigge hinanden i øjnene, sige hej til hinanden og smile til hinanden – både blandt de unge og blandt de øvrige beboere.

 

Please reload

Seneste nyheder

Realdania støtter Hørgårdens Byhave med midler til drivhus og udekøkken

November 20, 2019

1/5
Please reload

Nyeste indlæg

September 24, 2019

Please reload

© Partnerskabet

Hørhusvej 5, Baghuset, 1. sal.

2300 København S

Email: mhjn@kab-bolig.dk