top of page

En kærlig hånd til en kedelig plads


Foto: Samir Olsen

Studerende fra Københavns Universitet, medarbejdere fra 3B, Bonderen og Byggeren vil sammen med lokale beboere friske pladsen mellem Bonderen og Plejehjemmet op. Som den er nu, er den trist og uinspirerende. Den indgyder ikke tryghed, men trænger derimod til en opfriskning og ny indretning.

Visionen er at genskabe pladsen som et grønt, attraktivt og trygt mødested i Urbanplanen. Pladsrenoveringen skal ske i fællesskab med de lokale beboere og brugere af pladsen med støtte fra Socialgruppen ved Amager Vest Lokaludvalg, Miljøpunkt Amager og Områdefornyelsen Sundby.

De studerende fra Københavns Universitet vil, udover at deltage i pladsrenoveringen, indsamle oplysninger om folks brug af området. De vil interviewe de lokale borgere om deres præferencer og fremtidsønsker for pladsen samt ideer til en beplantningsplan.

Invitation til beboerne

Den 12. december inviteres beboerne til julehygge på stedet kl. 14-17. Det er første skridt mod den grønne oase, som initiativtagerne ønsker at skabe. På dagen skal pladsen ryddes op og der skal planlægges en grøn væg på pladsen. Kom og vær med – og få samtidig en kop kaffe og et stykke kage. Efterfølgende vil der være varm kakao, popcorn og pizza ved bålstedet på Byggeren.

bottom of page