Nekrolog for et center

Et center ligger i centrum, og et centrum ligger i midten. Det ved vi alle, store som små. Det var derfor, Solvangcentret aldrig blev et rigtigt center. Urbancenteret – og hvad stedet ellers siden starten har haft af mere eller mindre officielle navne – lå ikke i midten af noget som helst. De oprindelige planer for byggeriet blev stoppet på halvvejen. Om noget var centret hele livet igennem Amagers eget Udkantsdanmark. Derfor bliver det i disse dage revet ned og har her på det sidste i det mindste kunne føre sig frem som støjcenter. Som en af de få beboere i Urbanplanen nåede jeg at være med til såvel centrets officielle indvielse – endog hele to gange – og nu til dets begravelse. Og nej, jeg kommer ikke til at savne afdøde! Slet ikke i dets sidste krampetrækninger. Men ville den oprindelige vision om et levende midtpunkt for urbanesernes daglige handel, service- og kulturbehov have fået en bedre skæbne med en smule bedre planlægning og en smule større omtanke? Jeg tvivler. Måske nok for en tid, men danskernes indkøbsvaner, vore service- og kulturbehov har ændret sig gennemgribende siden dengang i 60erne, dengang da vores center som så mange andre ’lokalcentre’ blev tænkt og tegnet. I dag foregår en stor del af vore indkøb på nettet. Vi kigger udbuddet igennem på skærmen, vi klikker os frem, og en gang eller to om måneden bliver varerne så leveret til døren. Vi slikker os om munden, når vi inde i storbyens centrum kikker på slagterens indbydende vinduer og bestiller så årets kvarte ko og hele lam hjem med et par klik. De mere specielle ønsker finder vi i specialbutikker. Vi har kort sagt ikke brug for et indkøbscenter, undtagen når vi har glemt toiletpapir. Og sådan er det hele vejen igennem. Men det er svært at spå, især om fremtiden. Vores lokalcenter mistede – sammen med så mange andre – sin oprindelige eksistensberettigelse. Selvfølgelig foreligger der allerede visioner og planer for området, de vedkommer dog ikke os beboere. Hvad forstår bønder sig på agurkesalat? Ind i mellem vil vi naturligvis blive orienterede om fremtiden, så vent nu og se! På papiret ser det som alt lovende og solbeskinnet ud. Centrets eneste overlevende For en del år siden modtog Urbanplanen og centrets efterhånden ret få besøgende fra en indbudt kunstnergruppe en meget velovervejet og kostbar gave. Et lille grønt nåletræ, godt 2 meter, med usædvanligt stikkende og uvenlige nåle, som med kyndig faglig bistand hurtigt fandt sit blivende voksested – troede de glade givere – midt i centret. Så langt, så godt. Træet havde det danske navn ’Abernes Skræk’, og der har – ganske rigtigt – ikke vist sig aber i centret lige siden. Træets videnskabelige navn Araucaria araucanea har det fået efter den sydamerikanske indianerstamme, fra hvis område det egentligt kommer fra. Der lever der i øvrigt heller ingen aber. Vores gave var blevet indkøbt i Italien og via en østrigsk planteskole transporteret den lange vej til Amager, hvor det trivedes så ganske fortræffeligt. Det blev hilst velkommen med en venlig artikel her i bladet. Men nu var det altså slut, sære sydamerikanske træer indgik ikke i arkitekternes planer for området, og ingen af afdelingerne kunne finde plads til en stikkende gevækst af den størrelse. Men så fik abetræet pludselig støtte fra en af bebyggelsens gode funktionærer. I hans plæne var der god plads til en sådan sjældenhed, så der trives abetræet nu med kærlig røgt og pleje.

Foto: John Knudsen, Urbanplanen.dk