top of page

Remiseparken tager form

Arbejdet i parken skrider planmæssigt frem og virkeligheden begynder at nærme sig arkitekternes tegninger af den fremtidige Remisepark. Se billederne herunder og glæd dig til at tage parken i brug efter sommerferien.

Stien ned igennem parken anlægges som en snoet passage i skiftende bredde – og med plads til træer og beplantning i 'huller' ind imellem belægningen.

Den nye hestefold ligger nu med direkte indgang fra Bondegården. Man kan se på – og evt. klappe – hestene, når man går forbi på stien.

Tvillingebanerne har fået sig en stor opgradering med mulighed for adskillige former for boldspil. Mod øst er opstillet en væg, man kan spille bold opad og som skærmer ind til beboerne i bebyggelsen bagved. Muren er støjdæmpende og bliver udsmykket. Mod nord bliver der etableret tilskuerpladser i form af bænke med overdækning. Et ønske fra de unge brugere af parken.

Det har hele vejen igennem arbejdet med parken, været vigtigt at passe godt på de eksisterende sunde træer. Derfor har entreprenøren måttet finde på nye løsninger, når støbningen af stien ville komme for tæt på træernes rødder. I stedet for at kappe rødderne over for at få plads til støbningen, bliver der på udvalgte steder plads til rødderne inde under kanten på stien – men med et 'metaldække' henover. Metaldækkene er endnu ikke produceret, derfor kan man ikke se dem på billederne.

Maskinerne kan være hårde ved træernes stammer. Derfor er der lagt beskyttelse rundt om træerne indtil arbejdet i parken er færdigt.

Under gravearbejdet har byggearbejderne fundet mange store, flotte kampesten. De er blevet til en snoet sti i den østlige del af parken. Den var ikke planlagt fra starten. Men en kreativ sjæl fik den gode idé at bruge stenene til noget, frem for at bruge penge på at bortskaffe dem.

For enden af kælkebakken bliver der anlagt en scene. Den er 8 meter i diameter, så der er god plads til optrædende til fx Urbanpfestival.

Hegnene ind mod byggelegepladsen og bondegården bliver af trælameller som på billedet her.

Nye frugttræer står klar til at blive plantet ud i frugtlunden midt i parken.

Metalstierne i elleskolen mod vest er svejset færdige og nu gælder det beplantningen.

Det er naturligvis vigtigt at beplantningen får ro til at sætte rødder, så området kan blive til en grøn oase. Derfor er der ikke adgang til området for besøgende endnu.

bottom of page