top of page

Fritidsjob og ukrudsbrus

Som en del af et projekt, der skal lære unge at være i fritidsjob, laver unge i Urbanplanen en sodavand af ukrudt. Samtidig har det givet de unge selvtillid og mod på et rigtigt fritidsjob.

“Jeg anede ikke noget om, hvordan man laver sodavand før,” siger Salma, mens hun viser den kasse med hyben frem, som hun og de andre i sodavandsprojektet har været ude og samle på Amager Fælled. De mødes en gang om ugen, og i dag mødes de i hjemkundskabslokalet på Dyvekeskolen, hvor de indsamlede hyben skal gøres klar til sodavandsproduktionen. “Vi skal koge de indsamlede hyben i sukkerlage en time, og så skal det stå på køl i en uge og trække smag. Derefter skal det filtreres.”

Anna, der kommer fra den socioøkonomiske virksomhed FRAK, leder holdet og lærer de unge at lave sodavand. “Grundidéen med sodavanden er at bruge ukrudt, og hvad vi kan samle i naturen til noget fornuftigt. Vi har også lavet sodavand af skvalderkål og gran. I starten var det ikke meningen, at det skulle i storproduktion. Men nu er der blevet stor efterspørgsel på de her sodavand, så vi arbejder på metoder til at opskalere produktionen,” fortæller Anna.

Projektets sodavand hedder ’Ukrudt’ og bliver solgt hos forskellige butikker og restauranter, bl.a. Meyers Deli og Esrum Kloster. “Det er fedt at vide, at det bliver solgt ude i byen og at vide, at vi har været med til at lave det,” siger Havin, der også er med til at brygge sodavand, med stolted i stemmen.

At lære at være i job

“Det er vildt sjovt at se de unge, når de starter på vores projekt. De er useriøse i starten, men lige så langsomt tager de sig sammen og tager ejerskab og ansvar over for de her opgaver. De ender med at blive fuldstændig selvkørende til sidst,” fortæller Anna. Formålet med projektet, som Partnerskabet i Urbanplanen støtter og FRAK står bag, er at lære de unge at være i fritidsjob og give dem mod på et job bagefter projektet. “Der er en masse videnskab, der peger på, at unge, der kommer tidligt ud i fritidsjob og lærer at have ansvar, i langt højere grad får færdiggjort deres uddannelser, får job og klarer sig godt i voksentilværelsen”

Aaliyah, en anden deltager i sodavandsprojektet, smiler: “Det er ligesom et rigtigt fritidsjob det her. Det varer 13 uger, og så får vi løn for det. Det bedste er, at vi hygger os, tager på tur sammen, og så har vi et godt sammenhold”.

Et rigtigt fritidsjob

De unge vænner sig lynhurtigt til at tjene penge, og det trækker i dem og giver dem motivation til at søge job bagefter. “Det er deres egne penge uafhængigt af deres forældre, og det er vigtigt for dem,” fortæller Anna.

Som en del af forløbet snakker de også om, hvordan man får et rigtigt fritidsjob, og hvad der er af muligheder for fritidsjob og uddannelse bagefter skolen. De unge vil gerne fortsætte med at have et job, og som en del af projektet får de hjælp til ansøgning og CV. “Vi vil rigtig gerne arbejde i en bager, når det her forløb er slut,” siger Salma, Havin og Aaliyah.

Kom til release på den nye brus

Partnerskabet og FRAK inviterer til lancering og smagsprøver af den nye brus, som er lavet på hyben og gran. Det foregår på Solvang Bibliotek tirsdag den 17. december kl. 16.30. Ud over smagsprøver vil vi servere lidt snacks og fortælle lidt om, hvordan sodavanden er lavet. Vel mødt!

bottom of page