top of page

Mennesket i Centrum i aktion!

På Urmagerstien 28 holder Mennesket i Centrum til. En gruppe hjertevarme og energiske mennesker, som vil deres medmennesker i denne verden det bedste. Gruppen består af mennesker som på den ene eller anden måde i årenes løb er kommet på kant af arbejdsmarkedet og har haft svært ved at finde tilbage i et system, hvor der kigges mere på p-numre og statslig konkurrencedygtighed end på det enkelte menneskes behov og muligheder.


Men dette opslag skal ikke handle om brok, for den opmærksomhed fortjener brokken ikke i indeværende. Derimod skal det handle om overskud, næstekærlighed og evnen til at give uden at forvente at få noget retur.


Jeg var i dag forbi Steen, Annette og Ann-Grete. De har sammen med resten af Mennesket i Centrum i løbet af den sidste lille måneds tid samlet nyt og brugt legetøj sammen for at dele det ud til folk for hvem, at julens udfordringer ikke blot begrænser sig til stress over lange køer og udsolgte designer-tasker, men faktisk er en, i min verden, noget mere reel bekymring i forhold til, om man kan give sine børn det, som børn nu en gang forbinder julen med.


Her har de stået troligt mandag, onsdag og igen på lørdag den 19. december og delt de fedeste legetøjsting ud, så folk for hvem økonomien i hverdagen i forvejen kan være svær at få til at hænge sammen, kan give deres børn den samme jul, som kammeraterne fra klassen kommer tilbage efter nytår og fortæller om. De har allerede delt over 150 julegaver ud! Det kalder jeg SOCIAL ACTION. De serverer sågar kaffe med en lille kage eller en clementin til. Tag forbi dem på lørdag og sig hej.


Af hjertet tak for, I er hvem I er, og på verdens vegne tak for jeres storsind og overskud, som vi andre nogle gange glemmer at udvise i vores higen efter at ende på toppen af kransekagen. TAK for jer, hvor er i seje.


/ Victor Herget, Social Action ApS



Comentarios


bottom of page