Løb mellem husene gør klar til ny omgang
Løb Mellem Husene havde debut i Hørgården og Urbanplanen sidste år. Nu er løbet tilbage, og lige som sidste år er der både en distance med fem km. og en kortere på 1,6 km. der både er børne-, og familievenlig.
Reserver gerne den 16. september 2023. Her arrangerer Amagerplanen atter hyggeløbet ’Løb Mellem Husene’. Hvor løbet sidste år startede i Remiseparken er parken i år placeret nogenlunde midt på ruten.
Da vi kiggede efter kunne vi se, at den ældste deltager i sidste års Løb Mellem Husene var 83 år gammel, så hun var ikke helt ung, uden at fornærme nogen. Alderspræsidenten var endda deltager i en familie, som kom samlet i flere generationer. Og eftersom hendes hendes barnebarn, den 25-årige Rasmus Rottwitt løb hurtigste tid på den lange distance (21 minutter og 21 sekunder), og resten af familien kom ind med bagtroppen, var der tale om, at alle kunne være med.
- Så vi mener det, når vi påstår, at Løb Mellem Husene er for alle. Uanset om du gerne vil sætte ny rekord på din fem-kilometer, eller om du vil gå en hyggelig tur med familien, så er alle muligheder åbne, når det gælder Løb Mellem Husene.
Vi vil opfordre alle til at deltage, siger Mikkel Josephsen, der er projektleder på Løb Mellem Husene for Amagerplanen.
Der er løbsstart på Øselsgade 5 ved den bemandede legeplads, og samme dag bliver der holdt en børnevenlig høstfest i området med hoppeborg, henna, høsthygge, mad og alverdens sjov.
Løbet starter kl. 13 og underholdningen lukker ned ca. kl. 16.
Det er i øvrigt gratis for beboere at være med, og der er en fin, ny t-shirt til alle deltagere, snacks og vand og forsyninger under løbet (eller gåturen). Hvis du vil have gæster med udefra koster det 50 kr. For tilmelding send sms til +4526303307.
Comments