top of page

Byt til nyt

I sidste uge landede en lyserød container på arealet overfor Solvang Bibliotek. Det er starten på et sted hvor gamle ting kan få nyt liv – til glæde for gamle som nye ejere og ikke mindst for miljøet. Der har længe været efterspørgsel på en genbrugsfacilitet på denne side af Peder Lykkes Vej og det passer som hånd i handske med Boligforeningen 3B og KABs strategi, hvor bæredygtighed er et vigtigt element.

I Københavns Kommune arbejder man også med bæredygtighed, bedre klima og mindre spild, og Teknik- og Miljøforvaltningen har en ambition om at tredoble genbrug blandt borgerne. Derfor eksperimenteres der med nye typer af modeller for genbrugsstationer, som er mere lokalt forankrede og hvor det er de lokale borgere, der driver dem. Den lyserøde container er stillet til rådighed af Københavns Kommune frem til 1. oktober 2021. Her bliver der nemlig bygget en ny nærgenbrugsstation som et midlertidigt alternativ til den permanente i Hørgården. Planen er, at den nye alternative genbrugsstation skal fungere i de næste tre år – måske længere hvis der er grundlag for det.


Det er den lokale forening Mennesket i Centrum som driver den lyserøde byttecontainer i Urbanplanen. Har du ting, du gerne vil aflevere til genbrug, så andre kan få glæde af dem, kan du sætte dem i containeren døgnet rundt. Du kan også kontakte Mennesket i Centrum på email: mennesketicentrum2019@gmail.com


Hjælp venligst med at holde orden i byttecontaineren, når du går på skattejagt.


God fornøjelse!





bottom of page