Nyt mødested i Hørgården

“Det er et virkelig flot stykke arbejde, I har lavet her”, udtalte formand for afdelingsbestyrelsen Per Olsen tirsdag aften, da en gruppe unge i Hørgården fremlagde deres idé til et mødested for bestyrelsesmedlemmerne. Bestyrelsen var heldigvis med på at afprøve projektet i foreløbigt to måneder.

Idéen er at bygge et sted hvor man kan mødes og hænge ud når klubberne holder lukket – et sted med tag over hovedet hvor unge kan være sociale uden at lyden generer naboerne, som hvis man bare opholder sig udenfor.

I sommerferien har ca. 20 unge fra området arbejdet på hvordan sådan et sted kunne se ud. Det har de gjort sammen med 6 studerende fra EAHR – Emergency Architecture & Human Rights. Organisationen søgte inden sommerferien midler til sommerferieaktiviteter hos Slots- og Kulturstyrelsen og det var Hørgårdens unge der fik glæde af det.

I uge 31 og 32 har der været stor aktivitet og engagement mens idéerne blev udfoldet og skitseret, og i disse dage bliver mødestedet så bygget. Altsammen i samråd med afdelingsbestyrelsen. For det er naturligvis vigtigt at der tages hensyn til naboerne, så de almindelige regler for ophold i Hørgården gælder også når de unge fremover mødes det nye sted. Det bliver ikke et lukket rum, så man ikke kan se hvad der foregår. Man kan altså både kigge igennem væggene og taget. Der er desuden videoovervågning på stedet.

De unge regner med at byggeriet står færdigt fredag, og de vil gerne invitere beboerne til en åbningsreception. Det kommer der mere information om, når det er lagt fast.

Vil du vide mere er du velkommen til at kontakte Julie fra Partnerskabet på julab@kab-bolig.dk.

Seneste nyheder
Nyeste indlæg

© Partnerskabet

Hørhusvej 5, Baghuset, 1. sal.

2300 København S

Email: mhjn@kab-bolig.dk