Honningens vej til glasset

Er du nysgerrig på, hvordan honningen finder vejen til glasset? Her får du et eksklusivt indblik i Solvang Bigaards arbejde, som gennem de sidste 7 år er endt med adskillige glas med skøn, lokal honning. Opslagstavlen har talt med Miki, som er frivillig i Solvang Bigaard, for at høre mere om deres arbejde med bierne og honningen.

1: “Her er jeg i gang med en røgpuster” fortæller Miki. ”Når man giver bierne lidt røg, så tror de instinktivt, at der er en skovbrand og gør sig egentlig klar til at flygte. Derfor går de i gang med at fylde deres mavesæk med honning” tilføjer han. Den fyldte mave gør det vanskeligt for bierne at stikke. “Nogle gange er man nødt til at ryste tavlen, hvis den er helt sort af bier for at se, hvad der egentlig er på den - og så flyver de op. Men det er jo meget fredelige bier. Man bliver stukket, ja – hvis de fx kommer i klemme i et ærme. Det føles som at blive brændt med en cigaret i kort øjeblik, og så er det det. Men vi beroliger dem med røgen, så de ikke er alt for udfarende”.

2: “Her er der taget en tavle op. Den er så blevet rystet. Én gang om ugen tjekker vi efter, at dronningen stadigvæk er i live, om der bliver lagt æg, og om der er larver. Om der er almindelig udvikling – eller om der er sygdom, om de mangler foder, eller om der er et eller andet galt”.

3: “Det er så ved høsten. Bierne bygger sådan nogle sekskantede celler, som de fylder med honning, og så lægger bierne et vokslåg over. Det vil sige, at når hele tavlen er færdig, så er den fyldt med honning og så et lag voks på. Det vi gør her, det er, at vi med et specielt redskab skraber et tyndt lag bivoks af. Vi åbner for honningen så at sige”.

4: “Det er slyngen. Vi sætter fire tavler i og slynger dem rundt. Så vender vi tavlerne, og så får de en gang til. Tre-fire gange får de lige en omgang. Der kommer en lille bitte smule voks med – det kan ikke undgås. Men det er meget lidt. Men al honningen ryger så ned og lægger sig i bunden af slyngen”.

5: “Her har vi slynget og tappet honningen over i en af spandene. Der kan godt være lidt voks, en bi eller en larve i også. Derfor skal honningen ned gennem nogle filtre. Først kommer det gennem en grov-si og derefter en meget fin stof-si, så det er den rene honning, der er tilbage”.

6: “Når honningen har været igennem filteret, tapper vi den på glas. Så er den klar til brug. De fleste gamle biavlere rører en hel masse i honningen, så den krystalliserer hurtigere – ligesom det meste købe-honning. Vi kan faktisk bedst lide, og synes det ser rigtig godt ud, når den er helt klar. Det krystalliserer af sig selv med tiden”.

7: ”Farven på vores honning varierer sindssygt meget. Sidste sommer var ekstrem varm. Der var næsten ikke noget nektar, fordi der ikke var nedbør. Den honning, vores bier lavede, smagte rigtig godt, men farven var meget, meget mørk i sammenligning med tidligere” fortæller Miki. Det er altid spændende at se og smage, hvordan årets honning bliver, for som Miki fortæller, så flyver bierne fra Urbanplanen både rundt i parkområder, altankasser, haver og på Fælleden: ”Så honningen får en multismag. Det er lige, hvad der er af blomster i området lige nu. Man kan meget tydelig smage det. Jeg kan huske én af de første gange, hvor jeg tænkte – det var da pokkers. Det her honning har en meget mere bred smag, synes jeg. Vi vil desuden meget gerne kalde det økologisk, for vi tilsætter ikke noget, men vi ved ikke, hvad folk har i deres haver. Vi ved bare, at bierne har en radius på ca. 2,5-3 km fra bistadet, hvor de samler”.