Louise takker af
Efter syv år i Partnerskabet takker Louise Falk Tranberg af. Hun bliver dog på en måde i området, da hun har fået en stilling som projektleder for kulturelle projekter og puljer i Områdefornyelse Sundby.
Louise Falk Tranberg har siden efteråret 2010 taget sig af kommunikationen og tryghedsindsatsen i Partnerskabet. Hun har lavet Urbanfestival og lysfest med beboerne, skrevet artikler om alt, hvad der rører sig Urbanplanen, sørget for flot grafisk arbejde og meget andet. Ifølge Louise selv har meget af hendes arbejde handlet om at gøre folk stolte af at bo i Urbanplanen og møde deres naboer. ”Det, jeg har kunnet være med til, er at få folk til at mødes enten til events eller igennem de forskellige medier. Jeg tror på, at man bliver mere tryg og får en bedre tilknytning til sit boligområde, når man møder sine naboer,” forklarer hun. For Louise har det også været vigtigt at invitere omverdenen ind i Urbanplanen. Undersøgelser viser, at jo mere, folk kommer i Urbanplanen, jo mere positive er de. ”Dem, der har den mest negative holdning, er folk, der aldrig har været her,” forklarer hun. Personligt er Louise meget glad for Urbanplanen, som hun nærmest ser som sit andet hjem: “Jeg synes, Urbanplanen er et mega fedt område, fordi det er så grønt, og fordi der er så god stemning. Derudover er der så mange beboere, der gerne vil gøre noget for, at det bliver et endnu bedre sted at bo. Jeg bor selv lidt længere ude på Amager, men når jeg kører igennem UP, så føler jeg, at det er en slags hjemmebane.” Vi ønsker Louise tillykke med det nye job og glæder os til fortsat samarbejde! Vores nye medarbejder, som pr. 1. marts træder ind i stedet for Louise, hedder Eva Sofie. Samarbejdet om Tryghedspartnerskabet med Sikker By i Københavns Kommune fortsætter, og Eva Sofies stilling er 50% finansieret derfra ind til udgangen af 2020. Eva Sofie bor på Amager og kommer fra en stilling i Dansk Selskab for Patientsikkerhed. Før det var hun kreativ leder hos Politiken. Vi glæder os meget til samarbejdet!