top of page

Affaldssortering er kommet for at blive - også i UP

Marc Ian Nielsen er gårdmand i Remisevænget Vest og en af de mange gårdmænd, der dagligt må eftersortere affaldet, så det kommer i de rigtige containere.

I løbet af de sidste par år er antallet af containere til affaldssortering steget gevaldigt. Alle i Urbanplanen skal nu sortere madaffald fra plast, elektronik mv. Men for mange er det lidt svært. Derfor sætter vi i de kommende numre af Opslagstavlen fokus på affaldssortering. Vi starter i Remisevænget Vest, hvor gårdmændene dagligt bruger tid på at eftersortere beboernes affald i de rigtige containere. Alle beboere i landets etageejendomme skal sortere deres affald. Sådan er det – det er en pligt. For nogle er den sur, men i Urbanplanen er vi heldige i forhold til andre bolig- og parcelhusområder: vi kan nøjes med at gå ned til vores egen lokale genbrugscentral i vores område og lægge affaldet i containerne, hvor de fleste andre bliver nødt til at fragte det langvejs til de store offentlige genbrugsstationer. Travle gårdmænd En tidlig fredag morgen fik vi en snak med Marc, der er gårdmand i Remisevænget Vest. Her blev der for nylig bygget skure ved alle indkørslerne, så hovedparten af containerne kan stå indenfor i tørvejr. En del beboere har fundet ud af at komme ned og lægge det sorterede affald i de rigtige containerne, men næste skridt er at lære resten af beboerne at sortere affaldet korrekt. ”Nogle folk har lidt svært ved at få lagt tingene rigtigt, så vi bruger som regel mindst en time hver dag på at eftersortere. Hvis vi ikke eftersorterer, men lader affaldet forblive mixet, bliver prisen boligområdet skal betale, for at komme af med affaldet meget højere. Det er noget, der på sigt vil kunne mærkes på huslejen,” siger Marc og fortæller, at den tid gårdmændene bruger på at eftersortere affald går fra andre opgaver, der så bliver udskudt eller halset igennem. Skraldefeen findes ikke Det er ikke et særligt behageligt arbejde at fiske knuste glas fra marinerede sild op af den container, som egentlig kun må bruges til elektronik. Derfor håber gårdmændene at beboerne bliver bedre til at sortere. Sorteringsarbejdet starter allerede inde i ens rækkehus/lejlighed, hvor man med fordel kan have forskellige kasser/poser til de forskellige ting; papir, pap, hård plast, metal, elektronik, batterier og glas. I rækkehusene i Vest er udfordringen, at alle har deres egen private dagrenovationscontainer i deres lille gård. Den bliver tømt en gang om ugen, men hvis indholdet her ikke er sorteret går det galt. Så fylder affaldet nemlig hurtigt for meget og mange begynder at proppe alt affald op i de fælles containere på genbrugscentralerne. ”Her kan vi så stå og fiske op eller sortere alt det, der skulle have været i specifikke containere. Der er også de beboere, der bare stiller poserne med madaffald på jorden til stor glæde for rotter og skader og til meget lidt fornøjelse for os, der kan stå og feje resterne sammen,” siger Marc. Ansvaret er dit Genbrugscentralerne er også en del af vores nærområde og noget vi alle sammen skal være med til at passe på. Affald er noget vi alle sammen producerer. På samme måde som vi sørger for at købe varer ind og slæber dem hjem, er det i lige så høj grad vores eget ansvar, at affaldet fra vores indkøb kommer væk igen på den rigtige måde - til mindst mulig gene for miljøet – og mindst belastning for vores gårdmænd.

Hvorfor skal vi sortere vores affald? Alt affald der kommes i dagrenovationen/køkkenaffald brændes. Men noget af det der brændes, kan faktisk bruges igen. Kloden har begrænsede ressourcer, så det gælder om at bruge alt det vi kan igen! Hvis du sorterer, kan det frasorterede blive til nye ting. Dermed går mindre bare går op i røg.

Vidste du at...

I 200 mobiltelefoner er der guld nok til en ny fingerring 333 leverpostejbakker indeholder nok aluminium nok til en ny cykel I 60 plastikflasker er der plastik nok til en ny fleecetrøje

Bliver det ikke bare blandet sammen alligevel?

Niks. Affaldet bliver holdt adskilt, når skraldebilen kommer og henter det. Bilen har nemlig tre forskellige rum til metal, elektronik og hård plast.

bottom of page