top of page

Byggeri i Urban Syd udskydes


Økonomiudvalget i Københavns Kommune har besluttet at udskyde byggeprojektet i den sydlige del af Urbanplanen. Det gælder både de to planlagte fritidsinstitutioner, opførelse af private boliger og lokaler til detailhandel. Projekterne i Urbanplanen Syd udskydes til 2022 – 2024.

Årsagen er, at kommunernes anlægsmidler er strengt reguleret gennem regeringens anlægsloft, som er sat i verden for at forhindre overophedning af økonomien. Det betyder desværre at Københavns Kommune er tvunget til at prioritere skarpt i de aktuelle byggesager. København vokser med ca 10.000 borgere om året, hvoraf mere end 1.000 er børn, som har krav på pladser i dagsinstitutioner og skoler. Derfor er det de steder i byen, hvor der er brug for mange institutionspladser her og nu, der sættes i gang nu, mens andre må udskydes til senere.

Om anlægsloftet kommer til at ligge fast eller om det hæves fremover, afhænger af forhandlinger mellem den nye regering og Kommunernes Landsforening. Hvis anlægsloftet hæves er det Økonomiudvalget i Borgerrepræsentationen, der afgør hvilke projekter i Københavns Kommune der evt. fremrykkes.

Udskydelsen af Urbanplanen Syd betyder at der kommer til at mangle institutionspladser i perioden fra 2020 og frem til 2024. Det vil blive afhjulpet, ved i første omgang at benytte Jokerens pavillon på P-pladsen ud for Solvang Kirke. Derefter vil der blive etableret en midlertidig pavillonby fra 2021 til 2024. Jokeren flyttes midlertidigt til Troldevænget. Placeringen af pavillonbyen er endnu ikke helt på plads. Der arbejdes netop nu på en placering på græsarealet lige vest for Dyvekeskolen eller på arealet hvor den kommende Urmagerplads bliver placeret.

Har du spørgsmål?

Spørgsmål om udskydelsen af byggeri i Urbanplanen Syd kan stiles til Administrativt Ressourcecenter i Børne- og Ungdomsforvaltningen på arc@buf.kk.dk.

Se en lille film om planerne og visionerne for området her – og læs mere om de enkelte bygge- og renoveringsprojekter.

Fakta om kommunernes anlægsloft:

· Alle kommuner er underlagt et anlægsloft, som fastsætter hvor meget anlæg kommunerne må gennemføre det pågældende år.

· Anlægsloftet fastsættes i Økonomiaftalen mellem Regeringen og Kommunernes Landsforening.

· Københavns Kommunes andel af anlægsloftet i 2019 er 3,036 mia. kr. Det svarer til ca. 17% af kommunernes samlede anlægsloft.

· Det forventes, at Københavns Kommune får et tilsvarende anlægsmålstal de kommende år.

· Det endelig anlægsmåltal for 2020 ligger fast, når Økonomiaftalen er afsluttet og kommunerne har fordelt anlægsmåltallet mellem sig.

/ Kilde: Københavns Kommune.

bottom of page