top of page

Simon Hansen

”Jeg har gået og rodet med cykler i mange år og synes, det er ret sjovt. Og efter et beboerseminar, hvor særligt én beboer også var glad for cykler, besluttede vi os for at lave et cykelværksted. Så gik vi ned og købte noget værktøj, og så begyndte vi at stå der hver eneste onsdag.”

 

Sådan startede cykelværkstedet, som er en af de aktiviteter, Simon arbejder med i Urbanplanen.

 

Simon har læst Socialvidenskab og Geografi på Roskilde Universitet. Her blev han klogere på byudvikling og byers sammensætning, og da han skulle skrive speciale, valgte han Partnerskabet som case.

 

I Partnerskabet står han - udover cykelværkstedet - blandt andet for biavlerkurser, nyttehaver og Feriecamp. Hans arbejdsdage består af alt fra at gå til møder og tjekke mails til at slynge honning og omsmelte rammer fra bigården.

​

At Simons arbejdsdage er så varierede er noget af det, han sætter stor pris på ved sit job:

 

”Jeg kan godt lide, at der sker noget nyt hele tiden. Og at jeg generelt møder mange glade beboere, som sætter pris på det, vi arbejder for i Partnerskabet; beboernes trivsel.”

 

Ifølge Simon selv handler hans arbejde om at styrke bånd på tværs af Urbanplanens beboere. Det sker blandt andet, når folk passer bier sammen og er fælles om noget, der giver mening for dem. Eller når man som frivillig har fikset en cykel for en beboer, som man senere ser komme cyklende og vinke til én.

bottom of page