top of page
< tilbage

Klimatilpasning i Remisevænget Vest

Boligkoordinatorteamet

I starten af maj begynder byggeriet af klimatilpasning i Remisevænget Vest.
Håndværkerne starter i den nordlige del og bevæger sig mod syd. Det samlede projekt i
Remisevænget Vest forventes at være afsluttet i februar 2026.

På de næste linjer kan du læse om, hvad der skal ske ved din bolig, og hvornår du kan

forvente byggeriet starter hos dig.

Tag godt imod dem der arbejder på projektet.



Hvorfor klimatilpasning?

Der anlægges et nyt system, som adskiller regn-og spildevand. Regnvandet vil fremover blive ført i et nyt system og ved store regnskyl ende i Remiseparken. Ud over en mere klimavenlig vandhåndtering er løsningerne tænkt til at skabe øget værdi i uderummene med fokus på biodiversitet og rekreative rammer om fællesskaber, steder til leg og ophold samt trygge stiforbindelser.

På de tre grønne arealer ved Nålemagerstien, Knapmagersiten og Hattemagerstien indrettes nye pladser med hver sin beplantning og farvesætning. Ved Kurvemagerstien ud for beboerlokalet laves en ny plads, her genbruges flere eksisterende materialer og indrettes, så det bliver et forlænget uderum til beboerlokalet.

De eksisterende åbninger ind til Remiseparken renoveres, så der bliver en tydeligere overgang mellem afdelingen og parken.


Nabo til en byggeplads

Byggeriet vil desværre give anledning til gener i byggeperioden. Der kan være perioder med støj, støv og betydeligt mindre plads til ophold og parkering. Der vil blive sat skilte op, der viser vej. Der arbejdes i tidsrummet fra 07.00 -17.00. Vi vil gøres vores bedste for at undgå for mange gener.


Hvad sker der ved din bolig?

Byggearbejderne foregår på udearealer, på parkeringspladserne og i haverne. Der vil være perioder hvor stier er spærret og parkeringspladser ikke kan benyttes, men det vil hele tiden være muligt at komme rundt i afdelingen og til sin bolig.


Stisystemer

Langs stierne skal der graves nye rør til regnvand ned, som forbindes med nedløb fra tagene. Der vil hele tiden være adgang til boligen i de perioder stierne er gravet op.


Indgang og forhaver

Fremover skal regnvand fra tagene føres i deres eget system under jorden.  Nedløbene fra tage på bolig og skur kobles til de nye rør, der bliver gravet ned under stierne. I den forbindelse kan der være behov for at der skal nedgraves nye rør i forhaven på indgangssiden.


Baghaver

I nogle baghaver ligger der kloakrør, der skal strømpefores. Ved en strømpeforing ligges der et materiale inde i det eksisterende kloakrør, der ved varme og luft hærder på indersiden af røret, og på den måde giver længere levetid til kloakkerne. Det kan vise sig, at det ikke er muligt at strømpefore enkelte steder. I de tilfælde vil der være behov for at grave og fjerne det gamle kloakrør og udskifte det med nyt, det kan betyde, at håndværkerne med kort varsel skal have adgang til haverne. I de tilfælde vil berørte beboere blive varslet.


Parkeringspladserne

Byggearbejderne starter på parkeringspladsen ved Nålemagerstien den 6. maj 2024, hvor der også etableres en plads til containere og maskiner til byggesagen. Løbende vil byggearbejderne også omfatte parkeringspladserne på Knapmagerstien, Hattemagerstien og Kurvemagerstien. Håndværkerne gør hvad de kan for hele tiden at friholde så mange parkeringspladser som muligt. Du kan hjælpe ved at følge skiltene med hvor det er muligt at parkere.


Affald og post

I perioder hvor der bygges på stier og i forhaver, kan det være nødvendigt at lave midlertidig løsninger til placering af postkasser og affald. Her vil det være fælles løsninger i nærheden af din bolig, og du vil blive orienteret inden.


Har du spørgsmål til klimatilpasningsprojektet? Spørgsmål til klimatilpasningsprojektet kan sendes

infoklima@kab-bolig.dk eller på telefon 29 29 65 83, hverdag kl. 8.00-10.00.


Fra 1. maj er beboerkoordinatorerne er klar til at tage imod henvendelser i skurbyen mandag kl. 16.00-18.00 og torsdag kl. 8.00-10.00.


Da beboerkoordinatorerne løser mange opgaver, er det muligt på forhånd at aftale en tid for samtale ved at ringe. Så slipper du for at gå forgæves, hvis koordinatorerne er optaget af andre opgaver.




bottom of page