top of page

Fornyelse af Remiseparken

Remiseparken_web.jpg

Remiseparken ligger midt i Urbanplanen og er en offentlig park med både grønne områder, legeområder, ophold og grillpladser, nyttehaver og de to bemandede legepladser Bondegården og Byggeren.

I foråret 2015 afsatte politikerne på Københavns Rådhus 57 mio. kr. til en fornyelse af parken. Renoveringen af parken blev afsluttet i september 2020.

 

Målet for fornyelsen af parken var at skabe en tryg og attraktiv park for både områdets beboere og besøgende fra hele København. Parken skal give mulighed for både stille rekreation og bevægelse og være bedre forbundet til Urbanplanen og den omgivende by.

Hvad skete der i Remiseparken?
Remiseparken er blevet opgraderet med flere nye aktivitetszoner. Den lange parkallé blev erstattet af en aktivitetssti, der løber som en hovedåre gennem parken. 
Stien zig-zagger igennem parken og varierer i bredden, så den nogle steder giver plads til aktivitet og ophold. Andre steder trækker den sig sammen for at give plads til de eksisterende træer og nye forbindelser på tværs.

Langs stien er der fire forskellige zoner:

Leg- og læring – Byggeren, Bonderen, Læringsstien

Kultur – Nyttehaven, Plænen, Soppebassinet

Bevægelse – Tvillingebanerne og Bevægelsestorvet

Natur – Skovlegepladsen, Elleskoven og den brede wadi

 

Kort_Remiseparken_Urbanplanen_010619.jpg

♦ Tvillingebanerne er blevet opgraderet. Læs mere her. 


♦ I parkens sydligste ende, der hvor ridebanen tidligere var, er der blevet skabt et helt nyt bevægelsestorv til fx crossfit, parkour, trampolinspring og skate.

Læs mere om Beatrice Hanssons skulptur her.

Læs mere om bevægelsestorvet her.

Læs mere om skaterbanen her.


♦ I parkens sydvestligste hjørne er der etableret en elleskov, der skal opsamle områdets skybrudsvand. Over vandspejlet er der gangbroer og små plateauer til ophold mellem elletræerne.


♦ Bondegården og Byggeren har fået rykket ridebanen tættere på og Urbanhaven er udvidet med grill- og spiseområde samt flere haver.


♦ Ved den store plæne midt i parken er der etableret en scene, udkigspost og kælkebakken er blevet højere og nu forsynet med et plateau på toppen.

Hvordan har processen været?

Et renoveringsprojekt som Remiseparken tager tid. Fra pengene kommer, til den færdige park står klar, går der mange år. Processen startede tilbage i 2015, hvor kommunen afsatte 57 mio. kroner til renoveringen. Herefter blev beboere og brugere af parken hørt og bidrog med deres ideer og ønsker til parken. På baggrund heraf blev der lavet et program, som forskellige arkitektfirmaer udarbejdede hver deres forslag ud fra i en arkitektkonkurrence. BOGL og Rambøll vandt i starten af juni 2016 konkurrencen. De følgende måneder blev forslaget hørt, udviklet og konkretiseret i samarbejde med en følgegruppe, driften og de ansatte.

Se alle detaljer i dispostionsforslaget her

Få overblik i projektforslaget her.

Hvordan blev beboerne hørt?

Arbejdet med planlægge den nye park gik i gang i 2015. Det første år blev brugt på at planlægge, projektere og høre borgernes ønsker. I sommeren 2015 blev der lavet en stor antropologisk undersøgelse blandt 192 af parkens brugere og alle afdelingsbestyrelser er blevet besøgt og hørt. Læs mere om inddragelsesprocessen og se top 10-listen over ønsker til parken her. I vinteren 2016 stillede kommunen en container op i Remiseparken. Herfra foretog antropologer fra Gemeinschaft en række interviews og samtaler med de unge, der bruger parken. Resultatet blev en samling af ungeønsker og -drømme for parken, som er forsøgt indarbejdet i planerne.

Hvad skete der med træerne?

Blandt parkens brugere var der bekymring for træernes ve og vel igennem renoveringsprocessen, og mange har været ærgerlige over at flotte træer skulle fældes. Det har naturligvis ikke været muligt at bevare alle træer, men der er gjort et stort arbejde for at bevare flest muligt. Omkring 65 træer har måttet lade livet. Til gengæld er der plantet ca. 200 nye træer – bl.a. i elleskoven og i området med frugttræer midt i parken. Entreprenørfirmaet Christiansen og Essenbæk har gjort sig umage for at skåne de eksisterende træer og deres rødder. Se mere her.

Tag på besøg

Remiseparken er åben for alle og parken er blevet et yndet udflugtsmål for børn, unge, ældre og familier samt for organisationer med interesse for byudvikling. Revitaliseringen af Remiseparken er en del af en større udviklingsproces for området omkring Urbanplanen. Ud over parken skal der fx også bygges nye boliger, skabes muligheder for erhverv og Solvang Bibliotek skal renoveres. Få overblik over alle projekterne her.

Kontakt Eva Sofie Rafn for mere info på esraf@kab-bolig.dk

Opdateret september 2021.

bottom of page