top of page

Fællesskab, folkekøkken og grønne fingre

Har du lagt mærke til den megen aktivitet i Hørgårdens Byhave for tiden? Det skyldes blandt andet, at studerende fra Ernærings- og Sundhedsuddanelsen på Københavns Professionshøjskole arrangerer sociale aktiviteter og kurser med mad som omdrejningspunkt sammen med beboerne.

Professionshøjskolen har søgt Veluxfonden om midler til at styrke fællesskaber i Hørgården gennem mad og haver – og opbygge beboernes færdigheder inden for klimavenlig mad, madspild og havedyrkning.


Sammen med beboerne vil de fx eksperimentere med lækre retter og klimavenlig mad. De vil gerne starte madklubber, juicebar og folkekøkken eller lave workshops omkring havedyrkning og bålmad.


Udekøkken og pizzaovn

Projektet kører fra i år og tre år frem, og allerede nu har beboerne fået et udekøkken, et kompostanlæg og en pizzaovn ud af det. Det er nemlig ting som er betalt af projektet, men som naturligvis bliver stående efter 2024, så beboerne kan bruge dem i fællesskab.


Drivhus

På sigt får beboerne også mulighed for at dyrke grøntsager i et drivhus. Afdelingsbestyrelsen i Hørgården og Partnerskabet har nemlig fået midler fra RealDania til et 50 m2 stort drivhus. Beboerne har stemt ja til urafstemningen om opførelsen af drivhuset, så nu er kun byggetilladelsen fra Københavns Kommune som mangler, før drivhuset kan opføres til efteråret. Planen er, at det skal placeres hvor boldburet er nu.


Kom og vær med

Hvis du er interesseret i at hygge dig med andre beboere, udvikle dine færdigheder inden for fødevarehygiejne, værtskab, klimavenlig mad og reduktion af madspild, så kom og vær med. De søger også frivillige til at hjælpe til ved arrangementerne og afholder bl.a. et kursus for frivillige madværter til september.

Hold dig opdateret

Kig forbi til nogle af de kommende arrangementer. Læs mere om projektet her på siden og hold dig orienteret på Facebooksiden Grønne bæredygtige fællesskaber i Hørgården.



Det nye udekøkken i Hørgårdens Byhave er udelukkende opført af genbrugsmaterialer. Billedet er fra den grønne arbejdsdag den 18. maj.

Comments


bottom of page