Tag med stadsarkitekten på gåtur
'A walk in the park' lyder en engelsk talemåde om noget, der er såre simpelt. Ja, hvor svært kan det egentlig være at planlægge byer? Urbanplanen var ’state of the art’ da det blev bygget, mens ungdomsoprøret rasede sidst i 60’erne og først i 70’erne. Mange unge familier fra brokvartererne flyttede ind i store, lyse lejligheder og fik lækre udearealer at boltre sig på i stedet for de små, mørke boliger i baggårdene rundt omkring i København. Planen var at bebyggelsen skulle være en lille by i byen som lukkede sig om sig selv, og hvor man som beboer kunne leve fra vugge til grav, uden behov for at bevæge sig udenfor.
Nu ser situationen helt anderledes ud og Københavns Kommune og Boligforeningen 3B arbejder sammen om at åbne området op mod resten af København. I disse år investeres der for over 2 mia kr. i renoveringer, nye boliger, institutioner og faciliteter. Få historien af stadsarkitekt Camilla van Deurs på en gåtur rundt i bebyggelsen og i den nyrenoverede Remisepark midt i Urbanplanen.
Tid: Fredag den 18. september kl. 16-17.30.
Mødested: Solvang Bibliotek, Remisevej 14, 2300 København S.
Pris: 50 kr. Køb billet på billetto.dk