top of page

Laura siger farvel


Laura Holm har efter fire år som projektkoordinator for Det Sociale Streetprojekt valgt at sige sin stilling op.

Her siger hun farvel:

Efter fire år i Urbanplanen er det blevet tid til at jeg siger farvel. Nu skal jeg nemlig til at være skolelærer. En beslutning jeg har taget efter at have samarbejdet med skolerne i området omkring fritidsaktiviteter. Jeg kan se, at lærerne har en meget særlig plads i børnenes liv, hvor de faktisk kan gøre en forskel. Den plads vil jeg også gerne have.

Jeg har i fire år været med til at afholde ugentlige aktiviteter for og med børn og unge i Urbanplanen. I kender det måske som “Det Sociale Streetprojekt”. Her har vi spillet fodbold, snakket, grinet, lært at være tålmodige og tolerante, skudt overlægger, drukket the og hjulpet hinanden. Heldigvis fortsætter aktiviteterne med Sami og Cemal.

Her har jeg mødt så mange søde og sjove børn og unge, der alle har gjort et stort indtryk på mig. Nogle børn har jeg kendt lige fra jeg startede for fire år siden. Nu er de ikke længere børn, men unge mennesker, og det gør lidt ondt, at jeg ikke længere skal se dem hver uge.

Jobbet her i Urbanplanen har været mit første rigtige “voksen-job”, og jeg har lært en hel masse af de fantastiske mennesker, der arbejder og bor i området. Jeg er blevet meget klogere på verden omkring mig, alt det dumme og intolerante, men også alt det gode! Jeg elsker den forskellighed, der beriger Urbanplanen, og for mig har det været spændende og lærerigt at arbejde i. Jeg har lært, at alle har en historie og at man skal møde alle med tolerance.

Jeg er meget taknemmelig for min tid i Urbanplanen, for alle de gode venner og bekendtskaber jeg har fået, og for al den viden jeg har fået med i rygsækken. Jeg føler mig klædt godt på til at træde ud i min nye tilværelse som lærer.

Farvel og på gensyn!

/ Laura :-)

Pigerne Havin, Aaliyah, Yasmin og Selma på billedet herunder, er kede af, at Laura stopper. De har været med i pigeklubben hver fredag eftermidddag. Her har de arrangeret blandt andet pigefodboldturneringer, halloween- og julefest. De har fået masser af gode idéer, lært at lægge et budget og at gennemføre ting. “Laura har lært os, at hvis man tror rigtig meget på noget, så kan man godt!”, fortæller de.

bottom of page