Tips til en mere miljøvenlig jul
Når vi samles i december, er der ofte fokus på, at der skal være nok af det hele. Både af glæde såvel som mad og gaver, men hvordan balancerer man det med at tage hensyn til miljøet?
Gaver skal der til – men hvilken slags? Det bedste ville være slet ikke at udveksle gaver, som der er brugt ressourcer på, men det ville nok vække et ramaskrig i de fleste familier. Der er dog stadig mange alternativer, der er bedre end at give nye, fysiske ting. Når vi køber en ny ting og siden smider den ud, skaber vi affald. De ressourcer kaldes det skjulte ressourceforbrug. For en mobiltelefon er det skjulte ressourceforbrug på ca. 26 kilo. Det er langt over 100 gange telefonens vægt.
Når vi køber nye ting, bruger vi langt flere ressourcer, end vi lige regner med – og det belaster miljøet. En måde til at undgå det skjulte ressourceforbrug og bruge sine penge smart er at give brugte gaver eller hjemmelavede gaver produceret af genbrugsmaterialer. Vil du gerne give nye ting, er det oplagt at købe eller lave oplevelser, give bidrag til hjælpeorganisationer eller at se, om du kan finde ting som kan fås som downloads – fx spil, musik og film.
Køb god mad og spis den op
Mad er virkelig noget, der kan få snakken i gang, når vi mødes. Men vi kan blive bedre til at vurdere, hvor meget mad, vi egentligt behøver. Ifølge erhvervsorganisationen Landbrug og Fødevarer hældte en gennemsnitsfamilie julemad for 676 kr. direkte i skraldespanden i 2014. Og forbrugerorganisationen Stop Spild Af Mad kan fortælle, at cirka hver anden dansker har and og flæskesteg til overs fra julemiddagen.
Kød er noget af det, der belaster klimaet mest at producere, så planlæg dine indkøb realistisk i forhold til antallet af gæster. Overvej, hvordan du kan bruge resterne i de følgende dage eller frys resterne ned. Ved at købe økologisk kan du være med til at mindske mængden af skadelige stoffer i naturen og vores drikkevand. Og køber du lokale råvarer, som er i sæson, kan du spare klimaet for CO2 brugt på transport og opvarmning af drivhuse. På Amager kan du fx både købe grønt og honning, som er lavet lokalt. GoGreen Danmark har for nylig udgivet et kort over bæredygtige butikker i København. Du kan hente et eksemplar hos Miljøpunkt Amager eller finde det på GoGreen Danmarks hjemmeside.
Skab mindre skrald – tænk over indpakning, mad og juletræet
En flot indpakket gave er noget, som mange sætter pris på, men det virker unødvendigt, at vi i Danmark bruger ca. 825 tons gavepapir hvert år til jul, blot for at rive det af på et øjeblik og smide det ud. Et alternativ er at pakke gaver ind i ting der kan genbruges som stof eller æsker, bruge genbrugsmaterialer som avispapir – eller helt lade være med at pakke gaven ind.
Der går også rigtig meget emballage til den mad og de gaver, vi køber i december. Overvej, om du kan vælge alternativer som at købe grøntsager, der ikke er pakket ind i plastic eller at huske stofposen til dine indkøb. Hos Københavns Fødevarefællesskab i Foreningshuset på Sundholm kan du få lokale fødevarer med et minimum af indpakning, og der er også flere supermarkeder, hvor du kan købe frugt og grønt uden emballage. Hvis du har en have, er juletræet er rigtig fint at bruge bagefter. Komposteret gran er godt for bl.a. dine rododendron og blåbær.
Glædelig genbrugsjul!