top of page

Ny bevægelsesskulptur i parken


I disse dage arbejder den svenske kunstner Beatrice Hansson og hendes to medhjælpere på at sætte en ny skulptur op i Remiseparken.

En del af 'bevægelsestorvet' i den sydlige del af parken består af den store, langstrakte klatre- og parkourskulptur placeret der hvor den gamle langsti lå.

Den unikke skulptur er skabt af den svenske kunstner Beatrice Hansson i samarbejde med en erfaren parkourudøver. Beatrice står bag en række lignende skulpturer rundt omkring i Skandinavien – fx en mindre skulptur på Charlotte Ammundsens Plads i København, som er opført i 2008. Det er den eneste anden skulptur af Beatrice Hansson i Danmark.

Skulpturen består af én lang linje, der krøller og slår sig mellem træerne. Linjen tegner spiraler og cirkler i luften. Den slynger sig højt op i luften og ned i jorden. Skulpturen kaster skarpe skygger fra solen og om aftenen fra pladsens belysning. Sammen med skyggerne fra træerne tegnes et komplekst og smukt skyggespil på jorden.

Skulpturen er først og fremmest til børn og unge mellem 11 og 18 år, men voksne vil forhåbentlig også synes, det er sjovt at gå på opdagelse i den.

Skulpturen er ca. 45 meter lang og ca. 2,5 meter høj – enkelte steder er den dog op til 3 meter høj. Der bliver etableret et faldunderlag nedenunder, når skulpturen er helt på plads.

Beatrice Hanssons skulptur til Remiseparken bliver den første i Danmark i den skala og vil blive en attraktion for parken.

Læs mere om de nye ting, der bliver anlagt i parken her

Har du brug for at kontakte de, der arbejder i parken skal du skrive en email til byggeleder Ulrik Kristensen på B89X@kk.dk.

bottom of page