REPORTAGE: Et nyt syn på Urbanplanen

En gruppe 9. klasses elever fra skrivelinjen på Højdevangens Skole har været på besøg og skrevet artikler til decemberudgaven af Opslagstavlen. Læs her en reportage fra deres første møde med Urbanplanen, som overraskede positivt.

Af Frida, Michala, Benjamin, Dana, Nanna og Eva Urbanplanen, er det ikke et sted, der skal undgås? Et fremmed, usikkert bandemiljø med masser af kriminalitet? En grå, kedelig ghetto? Masser af fordomme. Jeg har faktisk aldrig rigtig været der... Jeg går her, træder mine første skridt i Urbanplanen. Vinden river i mit hår, og jeg fjerner det for at undgå at få det i øjnene og munden. Skridtene kan tydeligt høres. Lyden af sko mod de vedligeholdte grå fliser ekkoer. Jeg påbegynder rejsen gennem Planen. Det første sted, jeg stopper, er Lygtemagerstien. Jeg ser mig omkring og får øje på en bred variation af ting. Nyere bygninger, ældre bygninger, mure dækket med graffiti, sommerfuglekunst hængt op, farverige bygninger og grå boligblokke. Alt dette kan observeres, mens støjen fra Dyvekeskolens børn, der leger, kan høres. Modsat alt, hvad jeg har hørt, er her faktisk ganske roligt, hvilket skaber en følelse af tryghed. Usikkerheden og frygten for at være her, et efter sigende kriminelt miljø, er væk. Der er noget meget anderledes ved at stå her, ikke bare høre om stedet, men at opleve det. Det er meget modsat forventningerne. Jeg fortsætter min rejse og støder hurtigt på en masse identiske boligblokke. Stedet er meget kønt med natur, nye legepladser og nedfaldne blade. Grå boligblokke så langt øjet rækker, og jeg tænker, at der er en rimelig stor chance for at fare vild mellem dem. En støvet kælderlugt rammer mine næsebor, da jeg kommer hen til en børnehave med et fint udskåret græskar ved døren og et skilt, hvor der står “Hoppeland”. Fire barnevogne er stillet på linje op ad muren ude foran børnehaven. Jeg bider mærke i, at de står frit, så alle og enhver kunne tage dem. Det giver mig en følelse af tillid til de mennesker, der bor og færdes her, en følelse, jeg ikke troede, jeg ville få. En bil dytter i det fjerne, alt virker meget længere væk, når man står inde i Urbanplanen. Det er sin egen lille by. Jeg er fremmed i en ny by. Ikke længere på Amager. En følelse af at gå rundt i en fremmeds have, ikke en ubehagelig følelse, men en følelse af noget uudforsket og at være uvidende. Uvidende, og det kan jo være, at det er der, alle fordommene kommer fra. Det er alt sammen en ond cyklus, for hvis vi ikke tør begive os ind i Urbanplanen, fordi det er anderledes og uudforsket, så lærer vi ikke om al den dejlige kultur og det skønne miljø, der også findes her i Planen. Hvis vi ikke lærer alt det, så opstår der fordomme baseret på små rygter. Er rygterne sande? Hvordan skal man som uvidende kunne vurdere, hvad der er sandhed frem for rygter? Kulden bider i min næse, og jeg beslutter mig for, at turen nu skal gå hjemad. Højhuset kan ses på lang afstand, og jeg begynder og gå i retningen af det. Asfaltstier med smukke træer strækker sig så langt øjet rækker, og efterårs-orange blade rasler i vinden. Jeg drejer ned af Peder Lykkes Vej med et nyt syn på Urbanplanen.