En beboers anmeldelse af PLANEN

Med en minutiøs beskrivelse tager Morten Pape i sin debutroman PLANEN en sproglig hævn over sine omgivelser fra barndommen i Urbanplanen. Alt er beskidt Morten Papes bogprojekt er en personlig renselsesproces. De 565 sider i Mortens bog handler om et betændt multikulturelt ghetto-univers. Morten beskriver sig selv som en taber, som et offer, som en kikset hvid dreng, en lille splejs, der vokser op i et rækkehus i Remisevænget Vest. I starten bor hans mor og far sammen med Morten og hans to søskende. Forældrene bliver skilt, hvorefter hans liv i elendighed tager fart. Alting er slidt, beskidt og i stykker. Det gælder omgivelserne, inventaret og menneskene. Farverne er grå og falmede. Der lugter af sure sokker, hjemmerullede smøger, joints, prutter, friture, glemt mad og dårlig ånde. I den lille danske familie består kostpyramiden af ketchup, supermarkedscola og aktiv eller passiv rygning. Her tørrer børns tårer af sig selv.

Bogens personer skildres ikke med en selvstændig personlighed, men med mærkater. Vi læser og udsender alle sammen mere eller mindre bevidste signaler. I bogens miljø præget af mobning, vold, misbrug og kriminalitet bliver de signaler grupperet i over- og underkategorier. Man er enten placeret i overkategorien ”danskerne” eller ”perkerne”. Herefter ”er” man forældrenes hjemland (f.eks. marokkaner), dernæst sorteres man efter køn, nummer i søskendeflokken, religion, hud-/hår-/øjenfarve, højde, drøjde, attributter, tøjmærker (ægte/falske udgaver), etc. Der gælder vidt forskellige spilleregler for piger og drenge. Den sociale kontrol af pigerne er udbredt, hyklerisk og vilkårlig. Alle kaldes et eller andet, og alt kan bruges til at drille, foragte, forfølge eller såre. Man kan håne og hævne og bruge slagvåben eller rå vold, man kan bruge perfide ord, eller man kan ”komme til” at fortælle hemmeligheder videre. Svagheder udstilles og udnyttes. Der er ingen tvivl om, at det er en trist og barsk barndom. Kamæleonen Pape Som en kamæleon skifter farve for at blende ind i omgivelserne, afprøver Morten også en masse forskellige identiteter i sin opvækst. I én periode giver han den som perker-Pape, og slipper for skolegymnastik med den begrundelse, at han skal faste med sine muslimske venner. Han prøver også at være somalier, og i en tragikomisk episode fortæller han om sin karriere som målmand for et ellers udelukkende somalisk ungdoms-fodboldlandshold. Som voksen er han glad for sin nye identitet som forfatter. Man må håbe, at han med tiden finder helt frem til sig selv. Ikke også en film, vel? Som læser er man med på en kigger i diverse situationer og diverse rum. Når man har læst alle de mange sider, så ved man mere om naboer og beboere, end man har lyst til at vide, hvis man bor i Urbanplanen. Det lader ikke til at noget har været for småt og uvæsentligt til at blive registreret og kategoriseret på de mange sider. Det er heller ikke blevet redigeret væk inden udgivelsen. Morten læser på manuskriptlinjen på den Alternative Filmskole, og måske derfor er bogen nærmest formet som et detaljeret filmmanuskript. Hård hud på sjælen På bagsiden af Mortens bog beskriver Morten eller forlaget selv bogen som en moderne dannelsesroman. Den betegnelse plejer man at bruge, når man følger en søgende persons udvikling og personlighedsdannelse. Men i denne bog sker der ingen udvikling og erkendelse. Den eneste udvikling går mod konstant mere hård hud på sjælen. Det er det eneste, hovedpersonen får dannet. Der bliver konsekvent sparker nedad. Med en radars nøjagtighed finder Morten Pape altid frem til en person, der er svagere end ham selv, som så kan prisgives til plageånderne, og han selv kan slippe. Som barn opdager han tidligt, at han kan bruge ord som våben: Han kan få latteren på sin side ved at håne, lave smædevers og rappe om andre. Som voksen har han skrevet en bog.

Trøstesløs Morten Pape har udtalt i et interview; ”Jeg er forfatter, og min opgave er som sådan ikke at gøre verden til et bedre sted, min opgave er at fortælle verden, hvorfor den er så åndsvag”. Morten er ikke den, der ændrer på trøstesløsheden. Han bruger den. Efter endt læsning priser læsere fra andre dele af landet sig lykkelige over, at det ikke er dem, der bor i Urbanplanen. Der bor Morten heller ikke selv længere. Men det er vi en del andre, der gør. Og hvad tænker vi om bogprojektet? Savner vi ikke et efterskrift? Kan vi bruge bogen som udgangspunkt for en ny debat om temaer som mobning, børneopdragelse, synet på piger og drenge, naboskab - og den sociale sammensætning i boligområder? Hér i 2016 burde vi i hvert fald have fået rigelig dokumentation for, at man kan bygge sig til sociale problemer. Hvis vi som samfund ønsker, at alle vores børn skal kunne vokse op i tryghed og med reelle forhåbninger om uddannelse, arbejde og et værdigt og ligeværdigt liv, så giver bogen PLANEN en lang oplistning af de ting, man IKKE skal gøre. Måske vil det især være godt for vores politikere lige at blive mindet om konsekvenserne af social slagside i beboersammensætningen rundt om i landet? For mit eget vedkommende insisterer jeg på at blive ved med at være en optimistisk realist. Jeg tror på kys, kram og kærlighed. Jeg tror på medfølelse og omsorg. Jeg tror på håbet. Jeg tror på, at alle har fortjent en chance, og at vi alle har en ret til at drømme og tænke stort. Jeg tror også på løsninger og helt konkrete handlinger og dem savner jeg bud på.

Marianne Falck Orby