top of page

Urbanplanens mand på gaden


Det er en mørk og kold novemberaften, men i klubben Jokeren er der lys og varme. Da jeg træder ind af døren, bliver jeg budt velkommen af både de ansatte og drengene. De kommer alle sammen selv over til mig, giver hånd og præsenterer sig. Det føles som at være gæst i en stor familie. Jeg har fået lov til at gå med på gaden og se hvordan gadeplansarbejderne Réda og Wahib arbejder. Inden vi går ud, får vi både te og ingefærshot til at få varme i kroppen og Réda og Wahib forklarer mig, at en gadeplansmedarbejder er ansat af Københavns Kommune under Socialforvaltningen. Og deres primære arbejdsområde er at være synlig på gaden om aftenen og opsøge unge, der har en gadeorienteret livsstil, er kriminelle eller bare har brug for en voksen at tale med. De hjælper også med at bygge bro mellem den unge og systemets mange tilbud - fx hvis den unge har det svært hjemme eller i skolen eller bare gerne vil deltage i en fodboldsturnering. Réda og Wahib har en mere eller mindre fast rute de går, når de er på vagt: gennem Remiseparken, forbi Blå Bane, ned på Sundholm, gennem Hørgården og til sidst ud på Røde Mellemvej for igen at vende tilbage til Jokerens varme. Vi møder ikke meget mere end en håndfuld drenge på vores rute, der enten går to og to eller alene. Réda og Wahib kender dem alle sammen og spørger ind til, hvordan det går. Der er en venskabelig og respektfuld tone i deres samtaler og drengene her på gaden giver mig også hånd og præsenterer sig selv. Bagefter spørger jeg Réda og Wahib, om de nogensinde føler sig utrygge, når de går på gaden; ”Nej, aldrig. Jeg har aldrig oplevet noget, der har gjort mig bange. For det handler jo om at møde de unge i øjenhøjde. Det gør mig ikke utryg, at folk er anderledes end mig selv, for det er jeg vant til,” svarer Réda. Réda M’barek er Urbanplanens mand. For han er dén gadeplansmedarbejdere på Amager, der har særligt fokus på de unge, der opholder sig på gaderne i og omkring Urbanplanen. Réda har været ansat i et år og har allerede gode relationer med de unge: ”For jeg er hurtigt blevet en del af en gruppe rigtig dygtige kollegaer, der kender stort set alle unge på Amagers gader. Vi arbejder tæt sammen, så når der opstår konflikter på gaden, har vi alle sammen kendskab til de enkelte unge og kan løse problemet i fællesskab.”

Skrevet af Gitte Adler, Partnerskabet Har du spørgsmål om gadeplansindsatsen, så kontakt Gadeplanskoordinator Henrik Vang på tlf. 26 16 02 38 // mail: ec00@sof.kk.dk

bottom of page