top of page

Nedrivning snart et overstået kapitel


Foto: John Knudsen, Urbanplanen.dk

De sidste mure er væltet i det gamle Solvang Center og afslutningen på nedrivningsarbejdet kan skimtes i horisonten.

”Alt er gået planmæssigt og for det her teams vedkommende, er vores arbejde afsluttet om ca. 3 uger,” fortæller Jesper Mogensen, der er formand for byggepladsen.

Derefter kommer de store betonknusere og knuser de sidste stykker beton. Resterne fyldes ned i kældrene og derefter er pladsen klar til næste fase. ”Så skal der bygges, men det har vi ikke noget med at gøre ,” siger Jesper Mogensen, der står i spidsen for, hvad han kalder Søndergaards allerbedste team. ”Der er ikke mange, der kan lave så meget, så hurtigt som vi kan,” lyder det fra formanden, der sammen med sit team lige nu ordner småting, inden de store maskiner kommer og knuser de sidste betonstykker.

Under Dyvekevænget er det gamle Partnerskab, bageren og klubben blevet fjernet. ”Det er gået fint. Dyvekevænget er bygget på søjler, så der har ikke været nogen risiko forbundet med nedrivningen af de lokaler under den store centerbygning,” fortæller Jesper og peger på de store søjler, som Dyvekevænget hviler på. ”Forhåbentligt er alt nedrivningsarbejdet helt færdigt i slutningen af januar,” slutter formanden, inden han går tilbage til arbejdet.

bottom of page