TILBAGE TIL PLANEN

I foråret flyttede Morten Visby Pape tilbage til sit barndomskvarter i Urbanplanen for skrive sin første roman om sin opvækst. Vi stillede ham fire hurtige spørgsmål om hans to måneder i UP.

Hvordan det var at komme tilbage efter 8 år væk? ”I begyndelsen var det naturligvis syret og en anelse absurd. For det første havde jeg aldrig troet, at jeg skulle læsse en flyttevogn af og pakke ud og bære mine ting ind i en bolig i Planen nogensinde igen. For det andet fordi jeg pludselig sad mutters alene, isoleret og uforstyrret i en tom lejlighed med kun en seng og et skrivebord og skulle begive mig ud i at skrive min første roman. Men lynhurtigt kunne jeg mærke en uventet følelse af at være ”kommet hjem”. Jeg gik en masse ture i området, når jeg havde tid, hilste på et par gamle kammerater, handlede ind i grønthandleren og spiste på de samme kebabsteder på Amagerbrogade, som dengang jeg boede her. Der var noget næsten magisk og befriende ved at føle sig tilbage i en tidslomme; fysisk såvel som mentalt. Og jeg følte mig godt tilpas.” Hvorfor var det vigtigt at komme tilbage? ”Jeg havde netop en forhåbning om, at der ville opstå noget særligt ved at vende tilbage og skrive romanen, mens jeg boede og levede i UP. Jeg følte mig slet ikke rustet til at skulle skrive en hel roman om min opvækst i kvarteret uden at kunne ”mærke” mig selv som beboer i UP igen. Set i bagklogskabens klare lys var det nok lige så meget isolationen og roen omkring mig, der hjalp de mange sider på vej, som det var tiden til at mærke minderne og nostalgien. På de to måneder sad jeg næsten hver dag fra klokken 10 til 22 og skrev som en gal, og det er mundet ud i et stadig ufærdigt første udkast på knap 500 sider. Det er meget mere end jeg havde forventet, og der skal nok skæres en del af inden udgivelsen.”

Hvordan synes du, at Urbanplanen har ændret sig, siden sidst du boede her? ”Meget og alligevel ingenting. Jeg synes, at der er mindre mylder og mere stille. Det hænger nok sammen med at der nærmest ikke er noget butiksliv tilbage i centret. Der er til gengæld mange arrangementer og initiativer, som aldrig fandt sted da jeg boede her. Jeg følte mig på intet tidspunkt utryg, som da jeg var barn og teenager. Jeg tror, at alle venter på at se, hvad der sker for området, når Centret rives ned og der opstår noget nyt. Derfor var min tid i UP her i foråret nok også lidt et slags vakuum i forhold til de forandringer, der er ved at ske. Det vakuum, den stilstand, kunne jeg godt mærke.” Du bor normalt på Vesterbro – hvad er den største forskel mellem de to kvarterer? ”Der er satme mange forskelle. Men helt grundlæggende er Vesterbro et stort prætentiøst cirkus for smarte mennesker. En stor legeplads, hvor man kan identitetspleje sig selv og sin status. Jyder der forklæder sig som københavnere. Københavnere der langsomt hverken har råd eller social magt til at blive i byen. Det er forfærdeligt at være vidne til. Den moderne Vesterbro’er er så tåkrummende pinlig at se og høre på. Jeg kan kun grine af det hele. Det er måske også det blik og filter jeg har fået tildelt af at vokse op et sted som Urbanplanen, hvor intet er opstillet eller falsk, hvor ingen behøver at købe sig til personlighed, hvor mennesker er mere reele og autentiske og vil skide hul i hvilke stole du har rundt om bordet i dit sommerhus, eller om du har proppet rismælk i dit barns sutteflaske. Der findes en helt anden slags usikkerhed inde på de smarte brokvarterer end eksempelvis i Urbanplanen. Det er ret ynkeligt. Jeg savnede ikke Vesterbro så meget som et sekund, mens jeg var tilbage i UP.”

Morten Visby Papes bog udkommer i slutningen af året på Politikens forlag.