Urbanplanen på museum

Af Michael Sterll, beboer Remisevænget Vest Vi var meget unge, vi var meget fattige, og vi var meget lykkelige! Vi sad i vores funklende nye spisekøkken i vores helt nye lejlighed. Alting duftede af frisk maling. Vi havde set frem til denne dag, siden de første maskiner begyndte at stable betonklodser op på Radisegartnerens marker, og nu – endeligt – boede vi der! Det køkken blev midtpunktet for den lille families tilværelse i mange år.

I dag bor vi igen i Remisevænget, som byggeriet senere kom til at hedde. Remisen, vildtremisen er for længst væk – elmesygen tog den – men vi har fået et af de rækkehuse, som vi allerede dengang vovede at fantasere om. Og spisekøkkenet – samtalekøkkenet, som det i dag hedder – er igen blevet tilværelsens midtpunkt. Det er godt nok et helt andet og funklende køkken, det gamle er nemlig kommet på museum.

Da de oprindelige, men nu nedslidte køkkener omsider blev udskiftet, fik beboerne først besøg af en flok islandske sagahelte, der på få minutter fik de gamle masonitkasser splittet til atomer. Lige bortset fra vores! Vi fik i stedet besøg af en flok kittelklædte konservatorer, som målte op og skrev ned. Der blev taget små prøver af de gamle malingslag og af tapetet, og vi blev udspurgt om de mindste detaljer. Først derefter blev køkkenet pillet ned stump efter stump og omhyggeligt nummererede, fint emballerede og forsigtigt kørt bort.

I dag er det gamle køkken kommet til fornyet ære og værdighed. De par stumper – lampekupler og hyldebærere, hængsler og håndgreb – der for længst var gået til, er blevet suppleret. Kun de oprindelige ”hårde hvidevarer” må vi fantasere os til. Vor ungdoms køkken er – som vi selv – blevet museumsgenstande. Men det køkken var ikke blot vores. Det var vores allesammens. Så kik forbi Arbejder- museet alle dage mellem kl. 10 og 16 i Rømersgade tæt ved Metrostationen på Nørreport og Torvehallerne på det gamle Grøntorv, og husk jeres barndoms og ungdoms funklende køkken.

Den gang for længe siden bragte ”Bo Bedre” en længere omtale af moderne køkkener. De første, der fangede deres kritiske øjne, blev netop Urbanplanens køkkener, så her ser I et billede af – næsten – det køkken, vi sad og frydede os i. Men kun næsten! Det var vores gode venner og studiekammerater Lotte og Henrik der lagde hus til. De var lige så glade og fattige. Den næste uge smovsede vi alle fire i de lækkerier, fotograferne havde medbragt. Jeg husker endnu den store friske ananas, der prydede grøntsagsskuffen. Med tak til Bo Bedres redaktion og fotograferne Jens Bull og Bent Hassing for venlig tilladelse. Fra februarnummeret 1968.