Forfatter på mindejagt i UP

18 Nov 2014


I september skrev Morten Visby Pape en kronik i Politiken om hans opvækst og barndom i Urbanplanen. Straks efter stod flere forlag på spring for at få lov til at udgive en bog om hans opvækst. Nu forsøger han at flytte tilbage til barndomskvarteret, mens han indsamler minder til bogen.

Kronikken, der hed ’Forestillingen om alskens ugerninger’ og var den uges mest læste på Politiken, er på mange måder sørgelig. Den handler om en præpubertær dreng med plus på halvnørdekontoen og minus på muskelkontoen, der forsøger at overleve i et råt kvarter. I et råt kvarter, hvor der dengang boede personer, man for alt i verden ikke ville møde på sin tur til kiosken og hvor mange familier – inklusiv hans egen - havde problemer på den ene eller anden måde.

Hjem til Planen
Morten Visby Pape boede de første 20 år af hans liv i et rækkehus i Remisevænget Vest. Hans forældre blev skilt, da han var 10 år. Faren fik en anden kæreste i et andet rækkehus, der lå så tæt på det gamle, at Morten og hans søskende kunne kigge ind til faren og hans nye familie fra deres vinduer på 1. sal.
Mange af de minder Morten fortæller om, når man møder ham, handler om tiden før skilsmissen. Om fodboldkampe med faren tidligt søndag morgen på Tvillingebanen i Remiseparken, om en af hans første filmoptagelser, hvor hele familien skulle agere skuespillere på legepladsen i Øst i en genindspilning af filmen Ghostbusters. Men mange minder ligger stadig gemt og skal lokkes frem;
 ”Jeg gik af stien herhen i dag og det er helt utroligt, så mange minder der kommer op,” siger Morten og fortæller, at han slet ikke kan forestille sig at skrive en bog om hans opvækst uden at opholde sig i området. Derfor vil han gerne flytte tilbage midlertidigt;
 ”Jeg vil gerne vende tilbage og dufte krydderierne ved opgangene ved middagstid og gå ture her i området.”

Fra filmlærred til papir
At lave film har egentlig altid været drømmen for Morten Visby Pape. Den første lavede han, da han var seks år og lige nu går han på den alternative filmuddannelse Super 16 på manuskriptlinien.  Men nu har kronikken i Politiken også åbnet døren for at skrive en bog.
”Det har været en lidt usædvanlig proces. Normalt sender man et langt manuskript til et forlag, hvis man gerne vil udgive en bog. Her kontaktede de mig, efter jeg havde skrevet kronikken og bad mig sende en idé til en bog. Jeg sendte én side og så fik jeg en kontrakt med det samme. Det er næsten ikke sket før,” fortæller Morten.

Minder i den gamle beton
Efter planen skal arbejdet med bogen gå i gang i 2015 - inden Solvang Centret rives ned;
 ”Jeg hørte, at Solvang Centret skulle rives ned i det nye år og vil gerne i gang, mens det står endnu. Selvom jeg har stor respekt for alt det, der sker herude og er sikker på, at udviklingen er fantastisk for alle beboerne, så mister jeg også nogle af minderne og nostalgien, når noget bliver revet ned,” slutter Morten, der håber, at han i starten af 2015 kan flytte tilbage, så jagten efter barndomsminder i Urbanplanen kan begynde.

 

Morten skrev i november endelig kontrakt med Politikens Forlag, som satser på en udgivelse af romanen ultimo 2015.
 

Please reload

Seneste nyheder

Lysfest i Hørgården/Signalgården

January 16, 2020

1/5
Please reload

Nyeste indlæg

January 13, 2020

December 19, 2019

Please reload

© Partnerskabet

Hørhusvej 5, Baghuset, 1. sal.

2300 København S

Email: mhjn@kab-bolig.dk